Om Granhøjen

Om Granhøjen

Nygårdens gårdbutik og frugtplantage er en del af Granhøjens beskæftigelse. Vil du følge med i dagligdagen på Granhøjen, kan du læse mere her: www.livetpaagranhojen.dk

Her kan du læse et uddrag af forstander for Granhøjen, Grete Mikkelsens bog ”Omsorg gør det ikke alene”, hvor hun bl.a. fortæller om Nygården, og hvordan de socialøkonomiske virksomheder kom til Odsherred.

 

 

Kapitel 6.

Vi satte gang i socialøkonomien

Samtidig med at vi i dette land har mange mennesker, der mangler en god og ufaglært beskæftigelse, ser vi desværre, at flere og flere af denne type jobs forsvinder. I Odsherred lå tidligere flere frugtplantager og summede af liv særligt i sensommeren, hvor frugten blev plukket og måske forarbejdet. Nu er de fleste væk, hugget op og nedlagt, fordi det ikke længere kunne svare sig at drive en plantage. På Højbyvej ikke langt fra Kogeriet lå i 199x en forladt plantage, Nygården hed den.  Grunden til at det ikke kan betale sig at drive plantagerne i Danmark er, at der er utrolig meget manuelt arbejde, der skal plantes, beskæres og sprøjtes, plukkes og sorteres. Men netop alt det manuelle arbejde, så vi muligheder i. Ved siden af istandsættelse af huse, havde vi altid givet beboerne mulighed for at arbejde med jorden i form af en køkkenhave og et vejsalg af grøntsager. Men med plantagen kunne vi udvide mulighederne for beskæftigelse med mange forskellige typer af arbejde.

Vi købte plantagen og etablerede vores første socialøkonomiske virksomhed. Vi anede på det tidspunkt ikke, at det var det, vi etablerede. Vi ville bare have et sted med beskæftigelse, der gav mening. Og det gør arbejdet med jorden. Jeg så også muligheder i de mange simple opgaver, der er forbundet med driften af en frugtplantage. De beboere, vi dengang begyndte at få, var stadig dårligere, og vi havde brug for rigtig mange meget simple arbejdsopgaver. Med Nygården kunne vi give dem den slags, for sådan noget som at pakke pærer i en kasse og stable brænde kan de fleste finde ud af. Vi må ikke udføre konkurrenceforvridende arbejde, altså ikke tilbyde varer og ydelser til unfair priser i forhold til andre, der har ansatte på almindelige vilkår, uden tilskud. Og det var der ingen risiko for at blive beskyldt for i så arbejdstung og urentabel en branche.

Nygården var som så meget andet af det, vi har købt, meget slidt og faldefærdigt. Men for os handler det ikke bare om at få tingene restaureret færdigt og herefter komme i gang. Vi er i gang, når vi begynder restaureringen. Det er en del af selve projektet. Det handler om udvikling, og vi bliver aldrig færdige og tilfredse og siger, ”så nu er det som det skal være”. Det er kedeligt, og på den måde vil oplevelsen af udviklingen kun være forbeholdt få. Nygården er løbende istandsat, og i dag rummer stedet en af egnens største gårdbutikker med ikke bare vores egne produkter men en lang række spændende varer. Vi har en lille café, og vi har masser af aktiviteter for børn. Det er ikke for meget at sige, at det er en af Odsherreds turistattraktioner.

I dag har vi i alt omkring 100 tønder land økologisk landbrug, mest græs, hvor vi har Herefordkvæg gående – 25 ammekøer og 75 styk fedekvæg. Dyrene skal passes og flyttes rundt, der skal pløjes, høstes raps og sås. Vi driver både landbruget og flere filialer af gårdbutikken som i gamle dage, hvor der var mange arbejdsprocesser, i stedet for at alting gøres af maskiner, for det er arbejdsprocesserne, vi er interesserede i. Vi henter f.eks. også brænde i skoven og saver det op, selv om det er billigere at købe det ude, savet og i kasser, men der er nogle smaddergode arbejdsgange i at arbejde med træ.

 

Et hotel til pigerne

Jeg kan godt lide det med at udnytte de ting, andre kasserer. Når nogle har smidt noget ud, så kan vi bruge det og få noget nyt ud af det. En dag i 1993, da Torsten og jeg var ude og gå en tur i Nykøbing kom vi forbi det nedlagte og forladte hotel på Hovedgaden. Hotellet havde stået forladt i nogen tid og var til salg. Det havde haft en fordums storhedstid som lille hotel og restaurant, men nu så ingen rigtig muligheder i hotellet. Vi havde talt lidt om det og de muligheder, der kunne være. Vi havde vel 25 beboere og en masse arbejde til dem i forskellige ejendomme og landbrug. Men vi manglede beskæftigelse, der talte mere til pigerne end landbrug og håndværk. Jeg syntes  dog, vi havde nok at se til og var ikke rigtig tændt på ideen. Men Torsten havde uden min viden lavet en aftale med ejendomsmægleren, så han åbnede lige døren til hotellet, da jeg gik forbi, og jeg blev hevet med ind.  Det er godt, at Torsten har haft en sådan tiltro til mine evner som leder, ellers ville Granhøjen aldrig være blevet så stor.

Hotellet var gammelt og trængte til istandsættelse, der var ti værelser og toilet på gangen, men vi har aldrig været bange for at købe noget, der skræmte andre væk. Dengang var der byfester hver sommer, og da var der run på hotellet med gæster som Sanne Salomonsen, Sort Sol og Big Fat Snake. Det var en sjov tid, selvom vi ikke havde den fjerneste forstand på hoteldrift, og det hele var noget kaotisk. Vi havde i begyndelsen en forestilling om, at de skulle skiftes til at passe hotellet på de enkelte bosteder, men det gik hurtigt op i hat og briller. I stedet måtte vi i gang med at ansætte, og efterhånden blev det til det, vi havde set for os – et rigtigt godt beskæftigelsestilbud, som ikke mindst pigerne har været meget glade for. Også lokalbefolkningen, som i starten ikke kom meget, har taget cafeen til sig. Det var den første café i Nykøbing, elles var der kun bodegaer. Hotellet var også tænkt at have flere funktioner, vi ville både tage gæster på normal vis og have et tilbud til forældre eller andre pårørende, der var i byen for at besøge en af vores klienter. Hotellets lokaler bruges også til mange interne møder og sociale sammenkomster, og tidligere var det også her, undervisningen af personalet foregik.

 

For nylig har vi ansat en kok og en smørrebrødsjomfru,  det er første gang i de mange år, vi har haft stedet, at vi har professionelle til at køre det. Ellers har det været noget, jeg lige holdt snor i med venstre hånd, mens en medarbejder og seks-syv beboere stod for resten, og heldigvis har vi fleksible ansatte, som godt kan håndtere at tage et nap med i cafeen, selv om de er ansat i administrationen. Beboerne kan være meget dygtige til arbejdet, men hvis de har en dårlig dag, får de ikke lige skiftet noget af det, der er blevet trist at se på i cafeens montre. Eller de serverer sur mælk til kaffe uden underkop, eller får ikke ordnet værelserne, så nye gæster kommer til et værelse, hvor der ikke er skiftet sengetøj. Det er jo ikke særligt godt for renomméet. Nu har vi chancen for at få det til at køre bedre, med professionel ekspertise, og det giver os også mulighed for at tilbyde beboere at komme i lære og uddanne sig til kok, mens de er her. Men der er også fortsat mulighed for at have mindre krævende job, som eksempelvis at passe blomster og gå til hånde med forskellige praktiske opgaver.

 

Vi var foregangsmænd for socialøkonomiske virksomheder – et begreb, der bruges om virksomheder, der har et socialt formål, ud over at sælge varer eller tjenesteydelser –

men det vidste vi ikke, for det hed ikke sådan, for os var det bare et spørgsmål om sund fornuft, der virkede. Det tog mere og mere form, og efterhånden som vi fik flere elever, byggede vi også flere muligheder for beskæftigelse på. Det er en af styrkerne ved at nå den størrelse, vi har nået. Når der er flere, der har et ønske om at være mekaniker, tømrer, kok eller gartner, kan man skabe muligheder for det i eget regi. Vi har i dag ud over Nygården og Hotellet også et storkøkken, der leverer mad til vores bosteder, og vi har en mindre håndværkervirksomhed, hvor beboerne kan blive udlært. Det kan være svært, når man har en psykisk lidelse at finde en læreplads, hvis man gerne vil være fx tømrer. Det kan man få hos os og gå sammen med en tømrer, der måske nok gør alt for, at det virker som en almindelig arbejdsplads. Men de håndværkere vi har ansat, de kan også noget andet. De forstår, at der ind i mellem skal gives lidt ekstra snor – men ikke for meget og ikke for lidt. Vores lærlinge får en virkelig god uddannelse og scorer ofte topkarakterer på deres uddannelse.

 

En dårlig forretning

I dag har vi en pallette af forskellige beskæftigelsestilbud, hvoraf nogle er på de to socialøkonomiske virksomheder, Nygården og Hotel du Vest, som Granhøjen samarbejder med. De senere år er socialøkonomiske virksomheder blevet lidt af et modeord. Vi ser dem skyde op rundt omkring, og mange taler om socialøkonomiske virksomheder som en god løsning på at få beskæftigelse til mennesker, der ikke lige passer ind på det ordinære arbejdsmarked på grund af en diagnose af en eller anden grad. Det kan være en psykiatrisk diagnose eller måske et handicap, der gør det svært at udføre et ordinært job. De socialøkonomiske virksomheder er kendetegnet ved, at de driver virksomheden på markedsvilkår som en almindelig virksomhed med CVR-nummer og med de almindelige myndighedskrav. Men virksomheden er drevet med et socialt formål og ikke med et kommercielt formål. Derfor bliver alt overskud investeret i virksomheden, så den hele tiden kan udvikle sig og styrke det sociale arbejde.

 

Vi har set flere gode eksempler på veldrevne og rentable socialøkonomiske virksomheder. Der er knyttet en særlig goodwill til virksomhederne. Mange kender måske Bornholms Mosteri, der leverer de særlige økologiske frugtsodavand. Virksomheden startede som en socialøkonomisk virksomhed, men blev solgt til en privat investor, da succesen nærmest blev for stor. Men det er mere undtagelsen end reglen. I sig selv er det at drive socialøkonomiske virksomheder ofte en elendig forretning, kan jeg roligt betro dem, der måtte have lyst at forsøge sig. Der er ikke meget effektivitet over sådan et foretagende. Udfordringen er at få dem koblet sammen med andre ting og få dem til at udfylde flere funktioner, at få virksomhederne til at være en del af et større system. Ellers kan det ikke løbe rundt.

Hos os fungerer det blandt andet ved, at man sælger kød fra vores eget kvæg i butikken og tager klienter udefra ind i beskæftigelse mod betaling. Kødet sælges også til vores storkøkken og til Hotel du Vest.

 

Ikke en social ghetto

Som jeg skrev før, anede vi ikke, at vores virksomheder var socialøkonomiske virksomheder. Det var der ikke rigtig noget, der hed den gang. Vi skulle blot bruge beskæftigelse og oprettede derfor vore egne virksomheder. Kunne vi ikke have brugt andre eksisterende virksomheder som beskæftigelse for beboeren? Hvorfor skal vi etablere vore egne virksomheder? Det spørgsmål har jeg flere gange hørt. Svaret er jo – og så alligevel nej. For selvfølgelig kunne vi måske godt sende vore beboere i beskæftigelse i andre virksomheder. Det gør vi også ind i mellem. Men det er sjældent. Det skyldes flere ting. Dels er der for få pladser. Det er ganske enkelt for besværligt for virksomheder at tage mennesker, der er uvant med at være på en arbejdsplads og har en psykiatrisk diagnose. Dels oplever vi, at det ikke altid fungerer i såkaldt almindelige virksomheder. Det, vi har opbygget, er jo ofte skrøbeligt, og en forkert tilgang kan betyde et alvorligt tilbageslag for den enkelte.

 

Jeg hører ind i mellem kritik af socialøkonomiske virksomheder, der går på, at det bliver en ”social ghetto”, som nogle kalder det. At det bliver for meget fokus på sygdom, og at det bliver det, hverdagen handler om. Jeg synes faktisk, at det er det modsatte, der er gældende. I andre virksomheder falder arbejdsgiverne og de andre ansatte nemt i den grøft med for meget sygdomssnak med vores klienter. Udenforstående synes tit, at det er interessant at høre om psykiske lidelser, og de har ingen forudsætninger for at møde vore klienter på den rigtige måde, men bliver fanget af den enkeltes historie og vil gerne hjælpe – det vil de fleste mennesker,  alle vi gerne være helte. Men hvis arbejdsmiljøet er sådan, får klienterne ikke rykket sig tilstrækkeligt, de falder for fristelsen til at læne sig tilbage i deres sygdomshistorie og den identitet, det giver dem, og som de kender så godt.  De fralægger sig ansvaret for eget liv, og vi andre er mere end villige til at tage det, til skade for alle parter.

 

Hvis man f.eks. ikke ved bedre, kan man komme til at fyre op under en selvskaden persons problemer, for de skærer sig for at få opmærksomhed, og de skruer op for intensiteten og gør det endnu oftere, hvis man spørger for meget ind til det. Når klienterne i stedet beskæftiges på vores egne arbejdspladser og er omgivet af personale, der har gennemgået vore egne terapeutiske uddannelser, mødes de på en helt anden måde. Her styrer man udenom sygdomssnak og sørger for, at fokus ligger på arbejdet. De ansatte i virksomhederne spørger om ting som: ”Hvorfor kommer du for sent?”, eller siger, at arbejdstøjet skal være rent, når de møder. For når man går på arbejde ude i samfundet, taler man også sjældent om sin eventuelle sygdom, det hører privatlivet til. Og i pauserne taler man om, hvem der vandt i X-factor, hvilken kjole man skal have på til en fest, eller hvad man lavede i weekenden. Det miljø skaber vi også for vore beboere på arbejde, og det er et meget bevidst valg. De skal ikke gå til psykolog, når de er på arbejde, dér kommer de for at udføre noget praktisk og vænne sig til en almindelig hverdag, og når arbejdsdagen er overstået, kan det da godt være, at de skal i terapi, til psykiater eller have en samtale med kontaktpersonen – men det skal ikke blandes sammen.

 

Se mere her:

www.livetpaagranhojen.dk

www.commuto.info

www.skovhusprivathospital.dk

www.hotelduvest.dk