Papegøjen Andrea

Lidt om Andrea:

Andrea elsker at der synges og danses for hende, og danser tit også med ved bl.a. at rykke fra side til side. Andrea får i weekenderne frisk morgenbrød med smør. Hun elsker smør (det er smøret, der bliver slikket af først)! Andrea er også med ude og gå tur når hun har lyst, og når det sker, så sidder hun på skulderen af Nygårdens medarbejdere, dem som hun er tryg ved. Andrea vælger selv hvem hun vil give sin opmærksomhed. Andrea kan sige rigtig mange forskellige ting som farvel, godmorgen, Anette, goddag m.m. Andrea vil ikke sige ting på kommando, hun snakker kun hvis hun har lyst. Dyrlægen kommer og klipper Andreas negle, næb og flyvefjer, hvilket betyder at Andrea ikke kan flyve. Hvis vi valgte at hun beholdte sine flyvefjer, var vi nød til at hun skulle sidde i sit bur. Dette ville være synd for Andrea, da hun altid siden hun blev født, har siddet ovenpå sit bur.

 

Andrea bor i gårdbutikken.

Andrea er en meget sød og omgængelig papegøje, som kan blive utrolig træt ligesom os andre, når hun skal være på i mange timer, især i højtider og feriesæsoner hvor Nygården gæstes af mange. Vi har derfor lavet et “hertil-og-ikke-længere” skilt, som er for at skåne Andrea, så hun bedst muligt kan nyde at have besøg ved hendes bur. Vi vil derfor bede jer om at vise hensyn, og ikke komme tættere på end hvad skiltet fortæller. Andrea sidder som regel på toppen af buret, hvor hun følger livets gang i gårdbutikken, samt optræder når hun har lyst. – Og JA, det er bestemt ikke altid at hun gider, men sådan er Andrea, en papegøje fra 1989, som ikke gør ting uden at hun selv har lyst!

 

Værd at vide om Andrea:

Hun er født den 13. maj 1989.
Hun er en guldbrystet blå ARA, ARARARAUNA.
Hun blev opfostret af sine forældre.
Hendes far hed Albert udklækket i 1958.
Hendes mor hed Jacob udklækket i 1968.
Hun har været hos den samme ejer siden d. 28. september 1989.
Hun flyttede ind på Nygården i april 2010.